Så skal jeg på uni! Wup wup, og hurra for mig. Nyt kapitel. Ny start. Og jeg glæder mig. Jeg skal ind og studere International Business på CBS! Going to nerd school, that’s for sure. Men jeg er vel lige så meget nørd, når nu jeg er kommet ind. Pyt med det! Nørd i dag, dumpap i morgen! Vi kan det hele.
Kjolen er fra Kookaï, købt i Sydney. Ideelt set, ville jeg have tilsat en hat og lidt flere accessories for at bryde alt det hvide. Men når man nu lever i en kuffert er mulighederne altså begrænsede. Så det blev all-white i stedet.
Et indlæg udelukkende kvinder vil forstå.
Jeg har givet mig selv den (grænseoverskridende) udfordring at tage primitiviteten helt ind til livet og lade mig selv omdanne til gorilla.
Det betød ingen skraber, voks eller hårfjernings-produkter på benene (!) i mine tre australske måneder. Af den simple årsag, at jeg var træt af livet som halvt dalmatiner. Fra dalmatiner til gorilla. Simpelthen! De der mørke og lettere røde pletter, kvinder ofte får af at barbere ben, var ved at blive lidt for tydelige. I en alder af 19? Det sku’ da være løgn. Så med åbne arme tog jeg tvunget imod livet som behåret bæst (okay, nu bliver billedet vist lidt for grimt). Men med forhåbningen om, at få et par lækre stænger med ud på den anden side.
Og ærlig talt.. Is this as bad as it gets? Der er nu gået ca 2 måneder, siden min ben sidst har rørt en skraber. Jeg havde forventet mandeben. Ægte gorilla!? Men billedet er fra i går, og så slemt er det altså ikke. Vel? Det er da stadig to kvindestænger, der bærer mig rundt! Og knopperne? De er så godt som forsvundet.
Men jeg skal ikke lyve. Jeg manglede min femininitet! Og en time efter jeg havde dokumenteret min store præstation, gik jeg direkte hen til en beauty dame og sagde ”fiks dem!” med opgivende arme kastet mod mine ben. Jeg skal på mandag afsted på en lækker båd, hvilket i min verden kræver i det mindste nogenlunde anstændige stænger. Så sådan blev det – og jeg er lettet. Min feminitet er tilbage igen. Selvom det jo for pokker bare er hår! Dem vi har på hovedet er meget længere, og ingen vrænger på næsen af dem? Anyhoodles… Resultatet er skønt, så jeg kunne godt overveje det en anden gang. Allieret med lange bukser, kolde temperaturer og langt væk fra kæreste eller andre ‘vigtigere’ mennesker. Det’ klart. Lang væk fra dem, der ikke helt har lyst til at stifte bekendskab med min indre gorilla. Så er dalmatiner nok bedre.
Da jeg kom hertil tilbage i maj havde jeg ét punkt på min Australske Bucket list: Sydney, med en tur forbi operahuset.
Det var det. Det var alt. Andet behøvede jeg ikke. Umiddelbart mæt af oplevelser og en smule træt af at være på egen hånd. Det er skam hårdt at tage vare på sig selv i et nyt land, med fremmede omgivelser og et fremmed sprog.
Men så havde jeg den weekend i Brisbane. Mødte en flok spændende mennesker, og fandt for første gang ud af, hvad det virkelig betød at backpacke. De historier, de fortalte. De steder, de havde set. De mennesker, de selv havde mødt. Dybt inspirerende, og jeg var solgt på stedet.
Siden da, er listen bare blevet længere.
Jeg ved, at jeg ikke har oceaner af tid. Økonomien holder heller ikke rigtig til det. Der var en grund til, at jeg valgte at tage direkte ud på en gård, da jeg kom hertil – det er billigt!
Men jeg har i løbet af de sidste 2 uger mødt så mange mennesker med endnu flere historier, at jeg næsten er blevet helt desperat efter mere. Bedre vejr. Flere unikke, ubeskrivelige oplevelser, som den jeg havde på K’gari. Taget det hele i betragtning, har jeg lavet en lille, dog stadig ret optimistisk, men næsten opnåelig top 3:
– Byron Bay: På havet i kajak blandt hvalerne, der i øjeblikket svømmer forbi.
– Whitsundays: en 3-dags tur på et skib, med snorkling, scubadiving og en fantastisk oplevelse til havs.
– Cairns: Varme. Brede Strande. Drømmen ville klart være at prøve bungy jump! Eller et dykkercertifikat fra The Great Barrier Reef. Det er måske en smule for optimistisk.
For 48 timer siden vidste jeg slet ikke, at to af disse var en mulighed. Jeg lærer, jeg oplever. Jeg opdager! Hele tiden. En forbandelse, men egentlig også ren luksus. Mange ville sikkert dø for at have de muligheder, jeg har lige nu. Og jeg elsker det.
Så skrivelysten er røget.. Jeg har virkelig prøvet at komme ud af det, men hver gang, jeg gør forsøget, ender jeg tilbage ved det samme. De samme følelser. De samme tanker. Om valget! Som jeg ellers var fuldt besluttet om, at jeg ikke ville nævne. Jeg kunne ikke selv få lov til at stemme (tak til konsulat-Lars!), og jeg mener ikke, man bør kritiserer resultatet, når man ikke selv har taget del i det. Så derfor vil jeg forsøge at afholde mig fra, at udtrykke min mening på det punkt.
Nej, det, der gør mig rigtig harm, er ganske enkelt folkets reaktion på det! ’Tabernes’ hånen og tydelige bitterhed, der bare får lov til at flyde. Min Facebook væg er fyldt med spydige kommentarer, og de ’blå’ vælgere bliver kaldt racistiske egoister på stribe. Magen til uacceptabel adfærd skal man da lede længe efter. At man overhovedet kan være det bekendt… Jeg begriber det ikke. Vi behøver ikke være enige, men vi skal gu’hjælpe stadig behandle hinanden ordentligt og respektere hinanden for vores forskelligheder.
Så i dag kan i nøjes med et billede af en grim hund, og så vender jeg vel nok tilbage i morgen med lidt gladere skriverier.
At stemme er for mig som at købe toiletpapir. Irriterende, tidskrævende men vigtigst af alt – En nødvendighed. Også selvom man sidder på den anden side af jorden.
Jeg ankom til Brisbane sidste fredag og havde dårligt tjekket ind, før jeg strøg af sted mod Brisbanes danske konsulat. Udelukkende for at opfylde min pligt som dansk borger. Den slags skal jo gøres i god tid, når det er langvejs fra. Det skriver udenrigsministeriet selv.
Så i huj og hast for at nå det indenfor deres ”kommunelignende” åbningstider, kom jeg af sted. En time i raskt trav. Op på 5. sal. Ind til en fin lille sekretær-dame med sit nydelige ”hvad-skulle-det-være”-smil.
Der sad hun og så til gengæld mit falme, ved nyheden om, at de først lukkede op for stemmerne næste uge.
– I næste uge!? Så mandag?
– Niks, lukket på grund af public holiday. Men tirsdag og onsdag var jeg mere end velkommen.
Med forsvundet optimisme fik jeg forklaret hende, at jeg altså kom et par timers kørsel fra Brisbane og havde håbet på at kunne få lov til at stemme inden mandag, hvor jeg tog af sted igen.
Jeg tror, den søde sekretærdame fik ondt af mig, for hun bad om mine kontaktoplysninger og ville få konsulat-overhovedet Lars til at give mig et kald; ”for så kunne han måske finde en løsning!”
✈ ✈ ✈
Det skulle hun måske have omformuleret lidt. For LØSNING, MY ASS! Aldrig i mit liv, har jeg oplevet så dårlig service fra en udenlandsk, dansk institution. Og guderne skal vide, jeg efterhånden har en del erfaring.
Kæreste Lars ringede tilbage. Talte engelsk – ikke dansk.
Var noget så arrogant og ubehøvlet i sin tilgang til min forespørgsel. Magen til dårlig opførsel og ubehøvlet tilgang skal man lede længe efter.
Han gentog, hvad hans sekretær havde sagt. At der ikke var åbent for stemmer før næste uge (i 4 timer tirsdag og onsdag – MASSER af tid!). Så hvorfor i al verden ringede jeg?
Det skal fandme være løgn, tænkte jeg for mig selv, og fik fremstammet hans sekretærs imødekommende formodning om, at vi måske kunne finde en løsning, fordi jeg på påkrævede tidspunkt ikke længere ville være i Brisbane. Nu var jeg jo kommet hele den lange vej dertil.
Jeg fik dårligt lov til at tale færdig. Blev afbrudt flere gange. Jeg spildte tydeligvis hans dyrebare tid. Komplet uforstående. Ingen løsning. Intet alternativ. Jeg kunne enten dukke op, eller lade være. Så han kunne ikke se, hvad der skulle herske tvivl om. Og så var der jo ikke mere at diskutere om den sag. Vel?
✈ ✈ ✈
Jeg endte med at smække røret på, og traske derfra med forurettet sag.
Jeg håber virkelig, at det var en en-gangs-hændelse fra Lars’ side. For i min optik gør han i øjeblikket det danske institut slemt til skamme. Jeg koger stadig indeni ved tanken. Så meget for at være pligtopfyldende borger. So not worth it.
Kære politikere. Få ændret systemet for at udenlandsstemme! Man kan gøre så meget via internettet og nem-ID. Så gør det muligt, og spar os for folk som Lars. Han gør absolut intet godt for demokratiet. Eller Danmark udadtil for den sags skyld. På forhånd et kæmpe tak. Jeg må se mig slået og kan desværre ikke stemme denne gang. Maybe next time, men jeg går aldrig igennem så megen besvær igen! Det er desværre tydeligvis ikke det værd.
Hvorfor I desuden har valgt at lægge valget i sommerferien, kan man kun gisne om. I kan i hvert fald ikke bilde mig ind, at det ikke er tilfældigt.
