Dumheder, man ikke tør fortælle

Et billedfattigt men tekst-tungt indtil; for så skete det igen.
Hvad kan man egentlig også forvente? Hver gang, der er noget der kører, er der noget andet, der absolut skal gå galt.
Det er egentlig ikke så forfærdelig længe siden, at det skete sidst. Sommerferien for at være mere præcis. Aftenen inden afrejse til Bali kunne jeg tørt konstatere, at mit pas ikke var gyldigt. Men hvem har også fundet på at sådan ét skal være gyldigt 6 måneder efter hjemkomst? Hele affæren løste sig med et enkelt stempel i passet på politistationen i Københavns lufthavn, så jeg slap vist billigt. Men denne her gang har jeg vist rigtig dummet mig…

Jeg har mistet mit pas? Her i England. Bum! Pist væk og sporløst forsvundet. Ikke, at jeg begriber, hvordan det kunne ske. Det er en smule surrealistisk, og da jeg opdagede det i morges, tog jeg det da også stille og roligt. Jeg ville jo lige kigge mig om efter det, for sådan noget sker for andre – ikke for mig! Men det er der ikke. Og sådan noget MÅ bare ikke ske. Men selvom jeg har brugt hele dagen på at lege voksen og forsøgt at tænke rationelt og tracke det, har det været komplet nytteløst. Sidst, jeg havde det, var til min jobsamtale i onsdags, men jeg har altså ikke set skyggen af det siden. Jeg lagde det ned sammen mine andre vigtige papirer, så hvordan det af alle ting er blevet væk, forstår jeg simpelthen ikke.

Jeg har forsøgt, at håndtere det selv – hele situationen. Været i kontakt med de fornødne instanser. Ringet til butikken, hvor jeg havde det med til jobsamtale i onsdags. Jeg har sågar været forbi det selv samme sted. Alt er blevet endevendt – selv madrassen er blevet løftet. Den danske ambassade er blevet kontaktet, men for helvede da også. Jeg måtte gå til mit interview for National Insurance Number uden pas, så chancen for, at min ansøgning bliver afvist, er ret stor. Jeg har været hele følelsesregisteret igennem: frustreret, sur, hidsig, hysterisk, utrøstelig ked af det og så har jeg bebrejdet hele verden. Men en ting er helt sikkert. Jeg har villet håndtere det her selv. Ingen indblandede forældre. Det havde jeg nok af i sommers. Så i skrivende stund ved de det faktisk ikke endnu.

Jeg har altså været her i 18 dage. På den tid har jeg været gennem to runder af jobsamtaler, mistet mit pas og fået mig et job. For ja, jeg fik det. Det redder lidt min aften, for så kan jeg bruge noget af min første løn på at få mig et nyt pas. Hurra for mig og hold kæft, hvor jeg hader det her. Nåh, men jeg har altså fået job i Zara. Jeg skal være i deres butik i Croydon på deltid. Det er en stor tøjkæde, og selvom jeg egentlig helst ville have haft fuldtid, er det da en start. Jeg kan jo altid finde noget andet, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ellers var parat til at tage hjem. For når intet fungerer, og det hele bare er røv og nøgler, er det sku ikke det værd. Men jeg har takket ja til jobbet, og starter på tirsdag, så nu håber jeg, er der i det mindste er noget, der løser sig.

og så må jeg vist også hellere få sendt den sms til min mor?