Normalt hedder dresscoden på arbejdet ‘Double Denim’. Altså jeans og enten comboy-jakke, -skjorte, -vest eller noget i den dur.
Men i går fik vi helt ekstra ordinært lov til at få frit valg i afdelingen, og lege påklædningsdukker med os selv.
Jeg valgte at hoppe i en simpel sort bluse og et par guld-belagte bukser – selvfølgelig fra Paige. Hold da op en fest at have sådan nogle på! Følte mig simpelthen så prinsesse fin, og der var virkelig mange der gav mig komplimenter med på vejen. At bukserne så sælges til £300 (altså omtrent 3000 kr) gør kun hele oplevelsen lidt sjove og mere eksklusiv. Vi behøver heldigvis ikke gå i hæle på arbejder og mine ponyhair slip-ons fra Moss Copenhagen gav en god (og lidt nødvendig) kontrast til det hele, så der ikke blev for meget ‘bling’ over det.

Det hele skulle naturligvis leveres tilbage bagefter, men jeg synes nu det var super fedt, for alle medarbejderne blomstrede ligesom lidt op af at kunne lege lidt med de ting, vi ellers kun sælger til kvinder med lidt for mange penge.

Billedet er forresten taget i Selfridges, og det er altså her jeg er at finde de fleste af ugens dage.

London set oppefra er et rigtig kønt syn. Rigtig flot. Men skal man op i London Eye koster det både en krig, og så står man i en kæmpe kø, for sandsynligvis herefter at stå som sild i en tønde i den lille kugle. Jeg har ærlig talt aldrig været deroppe, men da jeg læste, at Emirates Air Line var et godt (og billigere) alternativ, var det altså det, det blev til.

Min kæreste og jeg tog en tur i formiddagstimerne. Vi stod overhovedet ikke i kø, og kunne gå direkte ind, og få vores egen lille vogn helt for os selv. Selve turen tager ganske vist ikke mere en 10 minutter hver vej, og det minder mest af alt om en kabinelift, som man kender den fra ski-ferierne i Italien. Men det var hyggeligt, og skærmen viste en lille informationsvideo om blandt andet O2 koncert-huset og dæmningerne, der beskytter mod eventuelle oversvømmelse af Themsen. Alt i alt en rigtig hyggelig tur, som godt kan anbefales, hvis man alligevel er i nærheden. Vores hotel lå lige ved siden af, men det er efter min mening ikke noget, man skal rejse længe efter, for der er ikke rigtig så meget andet et se i området, med mindre man altså skal til koncert.

Først lige et minuts stilhed for en falden soldat: Mit Kamera er røget ind til reparation, og der går godt og vel 2 uger endnu, før de har lappet det sammen, så jeg kan få det igen. Det er da unde-lyneme irriterende, når tingesten er helt ny. Men det er der ikke så meget andet at gøre ved end at vente. Så ingen nye og friske billeder foreløbigt. Jeg må se, hvad jeg har i gemmerne.

Livet i London er lige så stille ved at blive hverdag med en 5-dages arbejdsuge og lidt fridage hist og her. Derudover forsøger jeg at løbe minimum hveranden dag (læs: nogle gange går det bedre end andre). Jeg savner min regelmæssige træning, men det kommer vel lige så stille og roligt i takt med, at der kommer en mere fast rutine på. Derudover har jeg endelig fået mit NI-number. Det har da også efterhånden været en længere proces, men nu skulle alt gerne være i den skønneste orden.
I Selfridges tøffer jeg rundt mellem alt fra nye barbie-kollektioner fra Moschino til sure damer, med alt for mange penge, der tror, at de kan tillade sig hvad som helst. Den tålmodighed, jeg ikke rigtig har, bliver i hvert fald til tider, hvis ikke dagligt, sat på prøve. Jeg håber edder-badulme jeg lærer noget af det her, og kommer ud på den anden side som et bedre menneske (eller noget..), for nogle gange har jeg virkelig lyst til bare at stikke dem en på hovedet – alle sammen!

Store kram for nu.
Emilie

Jojo, julelysene på Oxford Street er der skam, og de er super fine og ret så hyggelige. Sagen er så bare den, at jeg havde taget mit kamera med i går for at fotografere dem, og lod bussen køre, for at have tid til det. Men så virker skidtet ikke. Kameraet altså. Og det virker stadig ikke. Hvad sker der lige for det? Billedet ovenfor er derfor altså midlertidigt lånt fra google. Det tænder, det viser billederne på memory-kortet fint. Når jeg trykker knappen halvt ned stiller linsen skarpt, som den bør. Men når jeg trykker knappen helt ned, tager den ikke billedet. Som om at den sidste del af knappen slet ikke virker. Jeg har prøvet at tømme memory-kortet. Jeg har prøvet at ændre indstillingerne. Men intet af det virker. Dumme dims!

Så jeg må lige se om jeg kan google mig frem til en løsning, men så ellers tage ind forbi John Lewis og stikke det i hånden på dem og sige ‘fiks det!’. Jeg har heldigvis garanti på, og det er ikke mere end halvanden måned gammelt, så det brude virkelig bare fungere upåklageligt. Så ingen pæne billeder herfra indtil jeg får styr på det. Utroligt irriterende!

Jeg har en sen sen aftenvagt i dag (får først fri 22.30) og kan så ellers se frem til to dejlige og velfortjente fridage. Jeg glæder mig!

Kram herfra

Hvis man nu, som mig, ikke er helt pjattet med kunst, kultur og støvede udstillinger, men gerne vil være lidt kulturel alligevel, kan man i stedet gå tilbage til barndommen og besøge udstillingen The Art of the Brick på Bricklane i London. Folk har lavet skulpturer af alverdens materialer, men aldrig før er den gode gamle og ikke mindst danske legoklods blevet brugt. Udstillingens kreatør Nathan Sawaya er gået i barndommens gemmer, og har ved brug af over en million lego-bricks kreeret finurlige skabninger af de små kvadratiske klodser. Det overgår lidt de små huse og lego-dukker jeg havde, da jeg var lille, og det er uden tvivl en imponerende oplevelse, og en ret hyggelig måde at bruge en eftermiddag på, hvis man ikke lige ved, hvad man skal lave.

Udstillingen har tourneret verden rundt, og er i London frem til den 4. januar 2014.