Når hverdagen træder ind

Først lige et minuts stilhed for en falden soldat: Mit Kamera er røget ind til reparation, og der går godt og vel 2 uger endnu, før de har lappet det sammen, så jeg kan få det igen. Det er da unde-lyneme irriterende, når tingesten er helt ny. Men det er der ikke så meget andet at gøre ved end at vente. Så ingen nye og friske billeder foreløbigt. Jeg må se, hvad jeg har i gemmerne.

Livet i London er lige så stille ved at blive hverdag med en 5-dages arbejdsuge og lidt fridage hist og her. Derudover forsøger jeg at løbe minimum hveranden dag (læs: nogle gange går det bedre end andre). Jeg savner min regelmæssige træning, men det kommer vel lige så stille og roligt i takt med, at der kommer en mere fast rutine på. Derudover har jeg endelig fået mit NI-number. Det har da også efterhånden været en længere proces, men nu skulle alt gerne være i den skønneste orden.
I Selfridges tøffer jeg rundt mellem alt fra nye barbie-kollektioner fra Moschino til sure damer, med alt for mange penge, der tror, at de kan tillade sig hvad som helst. Den tålmodighed, jeg ikke rigtig har, bliver i hvert fald til tider, hvis ikke dagligt, sat på prøve. Jeg håber edder-badulme jeg lærer noget af det her, og kommer ud på den anden side som et bedre menneske (eller noget..), for nogle gange har jeg virkelig lyst til bare at stikke dem en på hovedet – alle sammen!

Store kram for nu.
Emilie