All dressed in black vil jeg nu smutte hjemmefra og tage på første arbejdsdag i Zara. Jeg var nødt til lige at hapse en silke skjorte fra &Otherstories og et par ballerinaer, for at møde den sorte dresscode, men shopping er nu aldrig helt skidt. Det er nu både spændende og nervepirrende, og lad os nu se, hvor anderledes det engelske arbejdsmarked er sammenlignet med det danske.

// Emilie

Jeg tror bare, jeg skal acceptere, at jeg er og forbliver en kegle. For kegler dummer sig af og til, og jeg har gjort det igen. Måske i en mere ubetydelig kaliber, men stadig et irritationsmoment.

Jagten på et par gode, holdbare og velsiddende sorte jeans er en jungle i sig selv. Jeg har efterhånden haft en del i mindre god kvalitet, men for en halvanden måneds tid siden besluttede mig for, at nu skulle det altså være nu. Så jeg tog mig tiden og fik hjælp af en sød og ret tålmodig ekspedient i Diesel, der hjalp mig med at finde et par ordentlige jeans. Nu har jeg ikke den største bagdel eller lår for den sags skyld, så jeans har det med at ‘klikke’, når jeg går. Min teori er, at mine lår ikke fylder bukserne ud, så det overskydende stof på hvert bukseben går mod hinanden og dermed ‘klikker’. Lyder det helt tosset? Anyhow, levede de her efter mine mange buksedanse og krumspring altså umiddelbart op til forventningerne – men kostede så også derefter. Nu ligger landet bare sådan, at jeans i min verden hidtil altid har skulle vaskes på 40 grader. Så selvom jeg mere eller mindre altid tjekker vaskeanvisningen, gik det altså alligevel galt for mig. En engelsk vaskemaskine er ikke lige så simpel som den gamle tromle, vi har derhjemme, og jeg har, for at gøre en lang historie kort, altså formået, at give mine nye jeans deres første tur i maskinen på 40 grader, selvom de kun kan tåle 30.. Det har altså resulteret i hvide streger og lyse kanter på mine ellers så fine og sorte jeans. En smule bitter kan man vel godt tillade sig at være. Nu har jeg brugt dem et par gange siden. Det har ikke hjulpet, så i dag har det fået en tur i hånden, og så håber jeg, at de ser bare en smule bedre ud, når de tørrer.
Jeg skal trods alt bruge dem på første arbejdsdag i Zara i morgen.
Men hvis nogen har gode råd til, hvordan sådan noget eventuelt kan fikses, når først skaden er sket, modtages det gerne med kyshånd.

// Emilie

Jeg er vokset op med ord som voksen-tid, voksen-ting, voksen-saftevand og nu har jeg altså selv fået mig et vaske ægte voksen-legetøj… I den uskyldige forstand vel og mærket! Såmænd bare et legetøj, som børn ikke får lov til at komme i nærheden af, af frygt for at de smadrer det – det er stadig mit kamera, jeg snakker om.

Jeg tror fra nu af, at en advarsel som: Watch out, crazy white Chinese tourist coming up! er nødvendig. For ligesom de sjove asiater med mega solskærme, har jeg fået knipse-feber. Det sidder egentlig lokalt i højre pegefinger, men det betyder, at omgivelserne ser en stor firkantet kasse kronisk i mit ansigt akkompagneret af en vedvarende klik-lyd. Et syn for guderne uden lige, det kan jeg godt forsikre jer om.

Så selvom vejret i dag, ikke har været så godt, er der her et par billeder af det sted, jeg bor, samt Tesco, et stort to-etagers supermarked her i Purley.

Shopping! For meget? Ja okay, måske lidt. Men man bliver altså så glad, når man efter lang tids undersøgen og ønsketænkning kan køre kortet igennem og erhverve sig noget, man bare ved, at man bliver glad for.

Jeg har endelig fået mig et kamera. Sørme så. Men til at dokumentere det, poster jeg nu de forhåbentligt sidste iPhone billeder nogensinde… Det er forresten en efterhånden pensionsværdig iPhone 4S, men jeg har heldigvis været så langsom i betrækket, at jeg ikke har nået at opdatere den, og jeg skal i hvert fald ikke have mig en iPhone 6. Den der ‘bøje’-funktion er lige lovlig for meget customize til mig.

Den lille fætter her er altså et Canon 100d. Et spejlreflekskamera i en lidt mindre størrelse, så den ikke overfylder tasken. Det skal alt det andet ragelse, jeg altid slæber med, nok sørge for. Det er altså både mindre og også lettere.
Men selvom et pas nu står øverst på indkøbs-listen, så synes jeg nu godt, at jeg kan forsvare det. Punkt nummer et, har jeg jo fået mig et job – nu begynder jeg altså også at glæde mig til, at jeg starter – og punkt nummer 2, har jeg fået solgt en fjervest, jeg har haft liggende i skabet derhjemme i 100 år. Sådan noget tøj, som man lige får set på en eller anden, der bare ser mega smart ud. Så kan man jo godt lige også. Indtil man får den købt og tager den på, for så at opdage, at den forventede fashionista er blevet skiftet ud med en forvokset kylling. Sådan havde jeg det i hvert fald. Bvadr! Så videre med den, og min seje mor har solgt min gamle cykel, så nu kunne det næsten godt forsvares at investere i den her plastik dims.
Damen i forretningen sagde dog, at batteriet helst skal lade op natten over, så jeg må pænt sætte mig på mine hænder, som børn gør det foran juletræet juleaftensdag, og vente med at lege med mit nye legetøj til i morgen.

Derudover fik jeg købt mig lidt nødvendigheder til 1. arbejdsdag på tirsdag. Hvis I nogensinde har været i Primark, så ved I, at englændere helt generelt synes at det er noget nærmere Guds gave til mennesket. Ikke, at jeg begriber hvorfor, men jeg kunne få en sort plain t-shirt til at tage under mine skjorter til £3, så jeg klager ikke.

Hvor finder man et legeland, et grisevæddeløb og en mand på 40+ med hanekam?

Bocketts Farm! Simpelthen. Et sted, der aldrig har set skyggen af en bondemand, men som folk valfarter til for at få deres børn underholdt i et par timer. Jeg troede, at jeg skulle møde Jens Hansen på hans britiske bondegård, men det kunne jeg vist godt skyde en hvid pil efter.

Dybt seriøst: hvad sker der for den hanekam? (til venstre) Manden ligner jo en på 40+!?
Men det her sted minder mest af alt om en tur i Lalandia. Bortset fra grisevæddeløbet, som vi lige nåede at se, da vi kom. De fik da publikum med – det må jeg give dem.

Jeg må indrømme, at min begejstring ellers er begrænset. De har da en sjov form for underholdning, de britter. Jeg havde da foretrukket en rigtig bondegård, en park eller en forlystelsespark. Men Peppa Pig vandt – GO girl-power!