Jeg sidder her i baglokalet af en lille lokal café i Brighton centrum med en dejlig kop varm kakao. Gulvene er skæve og bordene beskidte, og udenfor blæser en noget frisk vind, der går lige gennem marv og ben. Men mens jeg sidder her og kan høre personalet svinge endeløse mængder af kaffe hen over disken, kan jeg ikke lade være med at føle, at jeg er umådelig heldig. De sidste dage har været fyldt med de dejligste oplevelser og aftaler, der har gjort min sidste uge i London til den bedste længe.

Når jeg sådan går og har det så skønt, er det svært at affinde sig med, at det hele slutter lige om lidt, og at jeg så er på vej hjem til lille Danmark. Men sådan er det vel altid, når man er på ferie. Hvilket dybest set er det, jeg laver i øjeblikket. Jeg nyder livet, og laver absolut intet andet end det, jeg selv har lyst til. Jeg arbejder ikke. Jeg hygger bare. Det er et privilegium uden lige, som kun et skarn ikke ville sætte pris på. Så det gør jeg.

Brighton ligger ikke mere end en times tid i tog fra London Centrum. Det er en gammel havneby med en lang strandpromenade af sten. Her finder man utallige små Fish&Chips restauranter, hundeluftere, små farverige badehuse og Brighton Pier, der ærlig talt er et sjovt miks af små kasinoer og tivoli-forlystelser placeret på en mole ude fra stranden. Det vrimler med mennesker her, og jeg kan kun forestille mig, at her må være enormt overbefolket, når vi rammer sommerens turistsæson. Stedet tiltrække alle former for mennesker. Typiske små-flæskede engelske familier, der slæber deres børn med hen til kasinoets spillemaskiner. Par, der hånd i hånd går hele turen langs promenaden. Forældre og bedsteforældre, der med deres skrigende unger og legende hunde, bare ligesom mig nyder at være ude og blive gennemfrosset af vinden til lyden af bølgerne, der slår ind mod kysten.

I morgen går turen til studiebyen Oxford og Bicester outlet.

God weekend til alle.

Enden på noget fantastisk kan være begyndelsen på noget endnu bedre, og nu ligger landet sådan, at min tid i London er ved at være slut.
Men selvom det efterhånden har været en kendsgerning et godt stykke tid, forstår jeg den stadig ikke. Mit hoved vil ikke forstå det. Jeg kan simpelthen ikke forholde mig til, at det er mig, det indebærer.

I lørdags havde jeg sidste arbejdsdag i Selfridges. Jeg sluttede af med et ‘brag’ med salgstal, der sandsynligvis fik en manager til at ærgre sig over, at jeg ikke blev. Ha! Det er altså en underlig følelse man får, når man tager en beslutning om at ændre noget, der fylder så meget i hverdagen. Jeg står lige nu i et virvar af tanker og følelser. Fantastisk, fjollet og forvirret. Den sidste uge har jeg moonwalket hen over vores shopfloor og teet mig som en 10-årig, der lige har fået nyt legetøj.

Jeg er glad. Jeg er lettet. Men selvom jeg ikke er et sekund i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig, så er det lidt af en omvæltning, sådan at tage den slags beslutninger.

Mine sidste dage er pakket godt til med turistture og sightseeing. Selvom jeg nu har boet i London i et halvt år, føler jeg, at jeg knapt nok har haft tid til at se byen. Så det er det, jeg gør.

Sidste weekend blev der afholdt et mindre julemarked på KFUK. Danskere fra London og omegn kom valfartende, så der stod stod lange køer til både indgang og pølseboden. For ja, der var en vaske ægte dansk pølle-vogn stillet op i dagens anledning. Hele familier dukkede op og Prinsesse Benedicte og fodboldspiller Christian Eriksen lagde da også vejen forbi. Fint skal det være!
Jeg var desværre på arbejde lørdag, hvor der ellers var godt proppet. Menneskemassen var en del mindre søndag, men så kunne man også få lov til at nyde æbleskiver og frikadeller i fred uden at blive mast. Der blev solgt gran, julekræms og mad i lange baner. At det var til overpris, nævner vi ikke noget om. Jeg mener, £5 for en pakke pulver-bernaise. Så er det da lige før, at det er billigere selv at få sendt det med posten (moar!).  Det er ellers næsten skræmmende så meget man kan savne dansk (og varm) mad. Jeg må ærligt indrømme, at jeg er ved at være en smule træt af pasta kogt med vand fra elkedlen.

Jeg fik fuldendt min  samling af julekalendre med en fra Toms! Så er lykken gjort, og jeg går tilbage til barndommen, hver gang jeg får lov til at åbne en låge eller skrabe et felt på min skrabekalender. Den fra Lakrids by Johan Bülow er noget for sig selv, men mere om det senere. Nu vil jeg nyde en halv-overskyet fridag, der sandsynligvis overhovedet ikke kommer til at bestå af noget som helst praktisk. God dag (og jul) til alle.

Normalt hedder dresscoden på arbejdet ‘Double Denim’. Altså jeans og enten comboy-jakke, -skjorte, -vest eller noget i den dur.
Men i går fik vi helt ekstra ordinært lov til at få frit valg i afdelingen, og lege påklædningsdukker med os selv.
Jeg valgte at hoppe i en simpel sort bluse og et par guld-belagte bukser – selvfølgelig fra Paige. Hold da op en fest at have sådan nogle på! Følte mig simpelthen så prinsesse fin, og der var virkelig mange der gav mig komplimenter med på vejen. At bukserne så sælges til £300 (altså omtrent 3000 kr) gør kun hele oplevelsen lidt sjove og mere eksklusiv. Vi behøver heldigvis ikke gå i hæle på arbejder og mine ponyhair slip-ons fra Moss Copenhagen gav en god (og lidt nødvendig) kontrast til det hele, så der ikke blev for meget ‘bling’ over det.

Det hele skulle naturligvis leveres tilbage bagefter, men jeg synes nu det var super fedt, for alle medarbejderne blomstrede ligesom lidt op af at kunne lege lidt med de ting, vi ellers kun sælger til kvinder med lidt for mange penge.

Billedet er forresten taget i Selfridges, og det er altså her jeg er at finde de fleste af ugens dage.

London set oppefra er et rigtig kønt syn. Rigtig flot. Men skal man op i London Eye koster det både en krig, og så står man i en kæmpe kø, for sandsynligvis herefter at stå som sild i en tønde i den lille kugle. Jeg har ærlig talt aldrig været deroppe, men da jeg læste, at Emirates Air Line var et godt (og billigere) alternativ, var det altså det, det blev til.

Min kæreste og jeg tog en tur i formiddagstimerne. Vi stod overhovedet ikke i kø, og kunne gå direkte ind, og få vores egen lille vogn helt for os selv. Selve turen tager ganske vist ikke mere en 10 minutter hver vej, og det minder mest af alt om en kabinelift, som man kender den fra ski-ferierne i Italien. Men det var hyggeligt, og skærmen viste en lille informationsvideo om blandt andet O2 koncert-huset og dæmningerne, der beskytter mod eventuelle oversvømmelse af Themsen. Alt i alt en rigtig hyggelig tur, som godt kan anbefales, hvis man alligevel er i nærheden. Vores hotel lå lige ved siden af, men det er efter min mening ikke noget, man skal rejse længe efter, for der er ikke rigtig så meget andet et se i området, med mindre man altså skal til koncert.