Selvom jeg lovede, at det ikke ville ske igen, at jeg ikke gav lyd fra mig i en lille uges tid, er det vel egentlig det, jeg er i gang med. Men der er sku fandme heller ikke noget, der er nemt – undskyld mit sprog! Jeg vil da meget hellere skrive om alt det fantastiske, jeg oplever, men jeg synes simpelthen at jeg bliver ramt af det ene bump på vejen efter det andet. Kan vi ikke lige tage en tur på motorvej, hvor det hele bare går lige ud? Bare for en kort stund?

Jobbet er hårdt. Der er meget at lære, og mit perfektionistiske jeg er bare utrolig dårlig til følelsen af at være utilstrækkelig. For selvom det er urimeligt at forvente, at man kan gøre det lige så godt som de rutinerede medarbejdere, der er gamle i gårde, så er det ikke mindst det, jeg ubevidst sigter efter. Så hver gang jeg laver fejl, ikke kan svare på et spørgsmål eller bare snurrer rundt om mig selv af ren forvirring, er jeg enormt dårlig til bare at tage det, som det kommer, og hvile i mig selv med det.

Noget helt andet er, at jeg bliver lettere deprimeret ved tanken om, at skulle tilbringe julen alene i England. Så jeg har købt en flybillet hjem til den 22. december om aftenen, for at tage retur allerede den 25. Dermed skal jeg kun have fri et par dage, men Selfridges har åbenbart en politik om, at ingen får fri hen over julen. Desuden holder de længe åbent den 24., så for at gøre en lang historie kort risikerer jeg rent faktisk at miste mit job ved at tage hjem, og skal snarest have en samtale med en manager, der skal bestemme, hvordan man lige ‘løser det’. Men det er simpelthen for ensomt at sidde alene juleaften, så jeg vil altså hjem!

Til slut har jeg nu kun 1 måned tilbage her på KFUK og skal finde noget nyt at bo i. Men engelske ejendomsmæglere er altså nogle rigtig rumpe-huller (ikke flere bandeord for i dag), der lader sådan en som mig stå en halv time ude i regnen og vente på en fremvisning af et værelse. Aldrig nogensinde har jeg haft så meget lyst til at svine en vildt fremmed til i hans åbne ansigt, og vende om på hælen og gå. Klovn! Fremvisningen var helt til grin og for mig spild af tid. Æv!

“What doesn’t kill you, makes you stronger” Ja, tak! Jeg har fattet pointen, så kan vi ikke lægge det på hylden et øjeblik?
Bare en smule medvind herfra ville altså være rart…
Bare lidt…
En lille bitte smule….
Tak!?

For præcis en uge siden så al ting jo helt anderledes ud. Jeg havde sagt farvel til min egen familie, der havde været på besøg fra mandag til onsdag, og var så småt ved at forberede mig på at sige farvel til familien i Purley også. Jeg fik en forsinket fødselsdagsgave af dem: en flot, rød paraply, og tog desuden ind til Zara i Croydon, for lige at sige rigtigt farvel til mine kollegaer derinde.

Nu, en uge senere står jeg med en ny, dog stadig midlertidig bopæl, et nyt job i Selfridges og et nyt pas. Især sidstnævnte har efterhånden kostet mig en del problemer, men om 1,5 timer skulle jeg gerne stå på et jobcentre et sted i London til et nyt interview for IN (national insurance number). Det hele burde i hvert fald løse sig selv herfra.

I morgen har jeg anden vagt i Selfridges. Stedet er noget for sig selv, og har en underlig blanding af medarbejdere, der består af alt fra sådan en som mig til den typiske stereo-type fyr med løse håndled og underlig attitude. Det kræver lige lidt at vænne sig til, for den der “To your face: Of cause darling.. To your friend: She’s a bitch!”-opførsel er bare overhovedet ikke mig. Men de siger, at al begyndelse er svær, så det hele går vel nok.

Store kram Emilie

For 2 timer siden så det hele sådan ud:
– Et nyt interview for mit National Insurance Number i morgen kl 12 men stadig intet pas –  og intet pas, intet nummer. Jeg har allerede fået en afvisning en gang på den front, og indtil man får det, betaler man altså 60% i skat, hvilket jo ikke er super fedt.

Men for omkring seks timer siden fik jeg et opkald fra personalet på den danske ambassade, der simpelthen har været så søde og behjælpelige gennem hele processen. Hun fortalte, at mit pas var kommet med den sene eftermiddagspost og for at gøre en lang historie kort, styrtede jeg ud af døren, og blev komplet uden for åbningstider lukket ind på ambassaden. Så jeg er nu et pas rigere, og kan tage til mit interview og få et IN-nummer. Jeg krydser fingre for, at det hele går glat, for jeg har ikke ligefrem haft heldet med mig indtil nu.

Det er vist en stående joke at vejret i England langt fra er noget at råbe hurra for. Det mest irriterende er dog, at man kan vågne op til solskin fra en skyfri himmel, for så at åbne døren til silende regnvejr et par timer senere.
Jeg fik min kære bror til at skyde et par billeder af mig på vores tur til Hyde Park i sidste uge. Her fik jeg blandt andet indviet mit fine ur fra Daniel Wellington og min peplum nederdel fra &OtherStories. Men med det nye job i Selfridges er det utroligt svært ikke at gå amok med dankortet. First world problems, men jeg er altså omgivet af alt fra Helmut Lang, til Valentino til Balenciaga til Acne, og listen kunne fortsætte i uendeligheder, så fristelserne er over det hele som små djævle.

Mine kære forældre og bedsteforældre var så søde at give mig dette fine ur i fødselsdagsgave. Det er et, jeg egentlig har ønsket mig længe, og har været på nippet til at købe flere gange. Men irriterende nok er det et par hundrede kr dyrere, hvis man køber det i England over nettet, så jeg glad for at min kære mor var så sød at skrive sig det bag øret, da jeg fortalte, at det var et uskrevet punkt på ønskelisten? Eller også sendte jeg muligvis en sms med en decideret guide til, hvordan hun kunne få fat på det? ups! Men jeg er glad for det, og kommer til at bruge det hver dag på arbejde, hvor vi ikke må have telefoner på os.

Jeg elsker at få gaver. “Jamen hvem gør ikke det?” kan man selvfølgelig sige, men jeg er typen, der køber noget til mig selv og så siger “ja tak”, hvis ekspedienten spørger, om det skal pakkes ind. Jeg elsker følelsen af at pakke ud. Simpelthen. Selv hvis jeg allerede ved, hvad der er i.
Derudover fik jeg en lille kamerataske til mit nye kamera af min kære bror. Den anden var en kæmpe klods, der mere end bare fyldte i tasken. Men den var gratis! Derudover fik jeg beauty-grej fra min moster og lommepenge af min kære Oldefar. Ja, jeg har stadig min Oldefar, som er super sej, og jeg ved, at han trofast sidder og læser med derhjemme. Hvem kan sige, at de har en læser på 88? Sikkert ikke mange. Men jeg er super glad for gaverne og siger rigtig mange tak for det hele.

Nu vil jeg smutte på arbejde, på min første rigtige dag i Selfridges&Co.

Store kram Emilie