Failing as a viking

Bypigen på gården, dag 1: Jeg har lige formået at smaske et nylagt æg ud i brystlommen på mig selv. Sååå… Det kan vel kun gå fremad herfra?

Når man indlogerer sig hos lokale på sin rejse, er det ret afgørende, at man er klar på at indordne sig under nogle retningslinjer og leveformer, der er så langt fra ens egne, at det decideret kan være lidt af en udfordring. Længden af de bade, du tager. Temperaturen i værelset, du sover i. Maden du spiser. Vandet du drikker. Alt sammen under andres præmisser. Det er ikke sikkert, at der er rent vand i hanen. Badet du tager, skal måske ske på rekordtid. Værelset du sover i, kan være flere grader varmere eller koldere end det, du er vant til.

Og netop dét leder mig videre til det næste. For når det kommer til mig selv, ved jeg næsten ikke noget værre end at fryse, når jeg skal sove. Jeg havde samme problem, da jeg boede i London, hvor isoleringen ikke helt fungerede. Jeg kan have nok så mange lag skiundertrøjer på, men hvis min næse er kold, så er resten af mit lille korpus det altså også, og jeg ender med en stoppet næse.

Jeg har hos værterne i Australien fået min egen lille hytte separat fra hovedhuset. Med min egen lille terrasse, hvor jeg i eftermiddags kunne sidde ude nyder solen. Det ændrer dog ikke på, at man kan se ned til den bare jord under gulvbrædderne. Og med kun 5 grader i nat – det er jo vinter – var det altså virkelig noget, der kunne mærkes. Jeg bukker mig i støvet for elektroniske varmetæpper og tykke sokker. Viking bliver jeg nok aldrig.

Til gengæld giver det muligheden for at se natur og omgivelser ’up close’. Billederne her er eksempelvis fra gårdens arealer, taget med et par meters afstand. Det gik op for mig, da jeg gennemgik de 4 billeder, at der en kæmpe kontrast i dem, hvor man virkelig kan se, hvor stor en forskel vand gør i et klima som det her.